Nu er chancen her til at gøre op med ”vi plejer” og i stedet tænke nyt


Af Nanna Rasmussen

Ugens klummeskriver er Dorthe Hietala, salg- & marketingkonsulent og indehaver af Marketinghuset 360.

Vi står midt i en ny virkelighed, som vi aldrig havde drømt om for bare et par måneder siden. Vi står tilmed i en situation, vi ikke selv er herre over, og vi kan mene om det præcis, hvad vi vil. De beslutninger der er truffet, restriktionerne vi har fået trukket ned over hovederne på os, og situationen i det hele taget, kan vi ikke gøre ret meget ved.

Til gengæld kan vi prøve at se fremad og heldigvis ser det ud til, at der åbnes mere op, og restriktioner langsomt fjernes. Vi skal vænne os til en ny hverdag og en ny virkelighed.
For mange erhvervsdrivende kan det virke lidt som at starte forfra.

 

Erfaringer fra landet

Landmændene ved om nogen, at man må så, før man kan høste. Det samme gælder for en erhvervsdrivende, der også er nødt til at så frø ude i marken for at få kunder og pleje kunderelationer for at have en omsætning, der kan drive virksomheden rundt.

Landmændene har stadigvæk kunnet så, som de plejer, til gengæld har uendeligt mange erhvervsdrivende ikke kunnet så, lave kundepleje eller overhovedet sælge deres varer eller services til kunderne, fordi de har været tvangslukkede eller medarbejderne sendt hjem. Nogle har allerede fået lov til at starte op, og der er der tegn på at flere snart kan komme i gang igen.

 

Nu er chancen her til at gøre op med ”vi plejer” og i stedet tænke nyt
Lær lidt af landmændene, opfordrer ugens klummeskriver.

 

Det bliver forår igen

Én ting er sikkert, tiden går, og snart bliver det sommer fulgt af efterår og vinter, og det bliver forår igen.

På den ene side har erhvervsdrivende allerede og er fortsat nødt til at træffe svære beslutninger, for også at være her i morgen og til næste forår. På den anden side åbner situationen mulighed for at tænke anderledes, og forsøge at få det bedste ud af det. Nu er chancen her til at gøre op med “vi plejer” og i stedet tænke nyt, prøve nye tiltag af, sælge og pleje kunderelationer på en ny og måske mere effektiv, økonomisk og digital måde.

 

Det digitale forår

Den seneste periode har vist, at hvis vi er tvunget til det, kan vi godt arbejde og gøre ting anderledes ved hjælp af digitale værktøjer. Sælger du til andre virksomheder, kan kundemøder foregå via telefonen, som online møde eller videomøde. Tilbud, salgs- og markedsføringsmateriale kan sendes via e-mail, forudsat du har et samtykke til at sende e-mail. Nye kunder kan du komme i kontakt med via e-mail eller sociale medier, hvor social selling og video selling blomstrer, som nye salgsdiscipliner. Sælger du til private forbrugere har du sikkert også allerede taget nye midler i brug for at nå ud til dine kunder eller sat nye services i værk som hjemmelevering, take away eller online salg. Er du ikke ude hele tiden og så nye frø, pleje kunderne og levere god service, er det svært at være erhvervsdrivende, og holde en forretning kørende.

Som privatperson er der også mange “vi plejer” ting, du ikke har kunnet gøre. Fødselsdage, mærkedage, konfirmationer, bryllupper og så videre er blevet aflyst eller flyttet, og du har ikke kunnet gå på café eller restaurant som vanligt. Nu hvor der åbnes op igen, er det en virkelig god idé at huske at støtte de lokale erhvervsdrivende, som du gerne vil have i dit lokalområde, også til næste forår

Dorthe Hietala.

Artiklen sidst ændret: 20. maj 2020 15:58

Den gode tone

  • Respekter fællesskabet
  • Overskrid ikke grænsen
  • Vær med og hav det sjovt

Skal du opleve hvad kommunen har at byde på i løbet af sommeren?

Job i Nordsjælland

Helsingør Dagblad Copyright © 2018