Uhmm! Kanelsnurrer, når det blæser udenfor


Af Nanna Rasmussen

Kanelsnurrer er en svensk sofistikeret udgave af vores kanelsnegle. De er vanvittig lækre lune til en kop the en eftermiddag, når det rusker godt udenfor. Nu har “Laura” lige forladt os, men mon “Maren”, “Mette” eller “Malene” kommer forbi inden længe?

Denne opskrift er inspireret af en opskrift fra Meyers Køkken. Jeg har reduceret mængden af smør. Jeg har erstattet sødmælk med minimælk. Meyers dej bliver for tung for mig, men er man til det, kan du  bruge sødmælk og dobbelt op på smør.

Det er ikke så svært som det ser ud, når man læser det. Der ligger også små film på YouTube, der viser, hvordan du gør 🙂 Der er flere måder man kan gøre det på. Find den, der passer dig.

Dej
5 dl lun mælk
50 g gær
1 stort æg
1 kg hvedemel
100 g sukker
10 g salt
15 g stødt
Kardemomme
75 g smør

Fyld
200 g blødt smør
200 g sukker
20 g stødt kanel

Desuden
1 sammenpisket æg til pensling
Lidt sukker til at drysse med

Sådan gør du:

Opløs gæren i den lune mælk. Lun smørret i en lille gryde. Det må kun være lunt, når du hælder det i dejen. Tilsæt æg, hvedemel, sukker, salt og kardemomme og ælt dejen, til den er helt glat og blank og slipper skålen. Bruger du en røremaskine og indstille den på lav hastighed. Den skal æltes rigtig godt – ca 7-8 minutter.
Lad herefter dejen hvile lunt i et par timer med et klæde over, så den hæver op. Imens dejen hviler, røres smør, sukker og kanel sammen til en remonce.
Vend dejen ud på et meldrysset bord, og rul den ud til et rektangel på ca. 30×60 cm. Smør remoncen ud over dejpladen, så det er jævnt fordelt.

Fold en halvdelen af dejen ind over resten af dejen. Du har nu 2 lag dej. Rul forsigtigt de to lag med remoncen i midten, så den bliver lidt større. Skær den i cirka 24 strimler. Skær en slids i hver af disse strimler. Sno hver strimmel ved at tage fat i hver ende, og sno dejen modsat fra hver ende, så den får 6-7 snoninger. Tryk ikke så hårdt, at du klemmer remoncen ud.
Tag den snoede dejstrimmel op med den ene hånd, og sno den 2 gange om din anden hånds pege- og langefinger. Læg den resterende dejsnip henover de to snoninger, placér den mellem din pege- og langefinger, og træk fingrene til dig, så snippen hæftes ind i kanelsnurren. Sæt kanelsnurrerne på et par bageplader med bagepapir, så snoringerne vender opad.
Det lyder mega-underligt, når man skal skrive det – men find en video på YouTube – det er ret nemt.
Lad kanelsnurrerne hæve lunt og tildækket til dobbelt størrelse.
Pensl kanelsnurrerne med æg og bag dem ved 200° i ca. 12–14 min.
Afkøl kanelsnurrerne på en rist.

Artiklen sidst ændret: 13. marts 2020 16:41

Den gode tone

  • Respekter fællesskabet
  • Overskrid ikke grænsen
  • Vær med og hav det sjovt

Gør du mere ud af at støtte lokalt i disse corona-tider?

Job i Nordsjælland

Helsingør Dagblad Copyright © 2018